Henriette Leslie Idestrups hjemmeside

IntroduktionAnetavleOnline træerTo gåderSøgGæstebogE-mail

Ane nr. 1928 / Anetavle 964

Peder Jensen Frostholm, født ca. 1646. Død 1736 i Hundborg sogn, Thisted amt, og begravet 22-4-1736 på Hundborg kirkegård.

Afbygger i Frostholm på Råstrup Hovedgårds Mark i 1692. I 1699 var stedet "øde", så da må han være flyttet derfra.

Peder Jensen Frostholm nævnes flere gange i tingbøgerne i årene 1681-1699. En del gange møder han på herremanden Jakob Sparre til Råstrups vegne (sager om bl.a. tyveri, troldom, jordstrid og ulovlig tørvegravning), senere på vegne af løjtnant Fallenkroug (sag om overfald), herremanden Jørgen Kås (arvesag), Fru Sophie Rotkirch til Ulstrup og Faddersbøl (sag om obligation) og Hr. Olle Nielsen Hosum i Hundborg (sag om landgilde).
Peder Jensen Frostholm blev også selv indstævnet for tinget:
-
Første gang i 1696 (15/9), hvor hans og flere andres kreaturer var gået ind i laden på Råstrup, hvor de havde beskadiget og ædt hø og langhalm. Synsmændene anførte imidlertid, at høet og langhalmen var forrådnet af fugt, samt ædt i af mus og kreaturer, af hvilke der stod 4 køer i laden. Endvidere var laden så forfalden, af kvæg nemt kunne gå derind.
- Anden gang Peder Jensen Frostholm indstævnes, er i 1699 (14/11; 28/11; 5/12) i en strandingsag på Faddersbøl forstrand, hvor han og 8 andre var forordnet som vagter ved et skibsvrag. Imidlertid bortkom 5 td. tran og 2 fade fisk fra vraget. Peder Jensen Frostholm fremførte da på vagtholdets vegne, at der ikke var forsvundet mere end det skipper havde taget. Endvidere tilføjede han, at havet havde været så strengt den nat, at vagten måtte søge op i bakken. Sagen blev ophævet mod, at de alle betalte 10 mark.

Mindst 3 børn:
1) Maren Pedersdatter Frostholm, nævnes 1715 og 1719.
2) [søn] Pedersen Frostholm, nævnes i 1696.
3) Jens Pedersen Frostholm, født ca. 1679, død 1756 i Hundborg sogn, Thisted amt.

 


Forsiden

,